En fantastisk weekend i Herning

af Charlotte Eichel Larsen

Det var lidt af et sats af foreningen at drage til Herning til den årlige hingstekåring med en stand. Vi håbede, at vi ville vække interesse og måske få os nogle flere medlemmer. Vores bekymringer blev gjort helt til skamme, for folk strømmede til vores stand og ville høre om de spanske heste og i det hele taget snakke med os om alt, der handlede om P.R.E. heste.

Vi oplevede, at der kom indtil flere personer hen til os og sagde: Nu er vi godt trætte af de kugleskøre varmblods! Nu vil vi ha' en spansk! Den danske varmblod er gået hen og er blevet meget lig den engelske fuldblod i udseende, og den har så åbenbart også fået det samme, varme temperament. Og det er ikke alle, der synes, at det altid er lige spændende at arbejde med. Mange havde hørt, at den spanske hest har et eminent temperament, og så var de i øvrigt faldet for dens udseende, dens arbejdsvilje og lethed ved bæring og de svære øvelser.

Foreningen havde lavet en del hingstelister og salgslister, og de blev simpelthen revet væk! En del af vores medlemmer havde også benyttet sig af, at foreningen var i Herning og havde lavet flot materiale om deres stutteri, deres avlshingste og salgsheste.

Det var tre fantastiske dage, og vi drager højst sandsynligt af sted igen til næste år.

Der skal lyde et meget stort tak til Maybritt og John Rønn for deres enorme arbejde med at bygge standen op, sætte den op og pille den ned igen. Tak til Nanja Kreutz, Heidi Købmann Madsen, Lisbeth Spindler, Anna Vestergaard, Anette Thestrup og Mette Andersen for at passe standen og snakke løs om vores dejlige race.