NY LOV OM REGISTRERING AF HESTE
Alle heste i Danmark skal have et pas med medicinsider. Dette præciseres i bekendtgørelse nr. 1448 af 15/12/2009, der er trådt i kraft 1. januar 2010. Bekendtgørelsen supplerer EU forordning 504/2008 af 6. juni 2008.
Bekendtgørelsen medfører følgende:
1. Alle heste skal have et pas, der skal relatere til en mærkning af hesten
2. Alle pas skal indeholde sider til registrering af medicinering
3. Registrering af ejerskifte bliver lovpligtigt
4. Registrering af afgange (døde heste) bliver lovpligtigt.
5. Ny pasfarve til hidtil uregistrerede heste samt heste i ikke EU-godkendte forbund
Pas på hidtil uregistrerede heste udstedes fra 1. januar 2010 af Landscentret, Heste.
1. Alle heste skal have et pas
Kravet om pas gælder for alle heste, både i og udenfor den organiserede avl. Der er dog fastlagt en overgangsordning med en række tidsfrister, der præciserer, hvornår den enkelte hest senest skal registreres og have et pas.
Ved bekendtgørelsens ikrafttræden (1. januar 2010) gælder kravet umiddelbart for heste til slagtning, heste til eksport og heste på markeder/samlesteder.
For øvrige heste er der følgende tidsfrister:
1) Senest den 31. december 2010 kræves registrering og pas på heste, der er født mellem den 31. december 2005 og den 31. december 2009
2) Senest den 30. juni 2011 kræves registrering og pas på heste, der er født mellem den 31. december 2001 og den 31. december 2005
3) Den 31. december 2011 afsluttes overgangsordningen, og der kræves registrering og pas for alle heste.
Fra 1. januar 2010 skal desuden alle føl have udstedt pas inden 6 mdr. eller
udgangen af fødselsåret, alt efter hvilken dato, der er senest. OBS! For
at kunne overholde dette for P.R.E. heste, skal avleren have bestilt
indskrivning, inden føllet er 1 måned gammelt!!!
For at kunne få udstedt et pas skal hesten være chipmærket. Heste i den organiserede avl, der allerede er brænde-/frysemærkede og hvor mærket indeholder cifre, kræves dog ikke chipmærket. OBS! For P.R.E. heste gælder, at alle føl, der indskrives, også bliver chipmærket, da dette er en del af deres ID.
Følgende gælder ikke P.R.E. heste, da de ikke registreres under
Landscentret og har egne regler omkring disse ting:
(Hesten skal mærkes og besigtiges af en autoriseret mærker fra Landscentret, Heste eller en dyrlæge. Formular til brug herfor vil snarest blive gjort tilgængelig på www.landbrugsinfo.dk/heste
Formularen indsendes til Landscentret Heste.
De gamle grønne ID-beviser er ikke gyldige pas; ej heller de blå/grønne stamtavler.)
2. Alle pas skal indeholde sider til registrering af medicinering
Pas udstedt hos Landscentret, Heste i perioden 1999 til 1. juli 2009 indeholder ikke sider til brug for registrering af medicinering, da der i denne periode ikke har været lovhjemmel til at inkludere disse.
Det samme gælder mange udenlandske pas. OBS! I pas for P.R.E. heste er
der sider til registrering af medicinering!!
Pas skal opdateres med medicinsider hos pasudstedende myndighed, dog opdateres
alle pas på islændere hos Dansk Islandshesteforening. Udenlandske pas skal således
til udlandet for opdatering.
Tidsfristerne for opdatering af pas svarer til tidsfristerne for nyudstedelse af
pas i punkt 1.
Prisen for opdatering af pas udstedt af Landscentret, Heste er kr. 87,50 inkl.
moms.
På www.landbrugsinfo.dk/heste findes link til bestillingsformular og online betaling.
3. Obligatorisk registrering af ejerskifte
Senest 30 dage efter, at en hest er handlet, skal den ejerskiftes ved indsendelse af originalt ejercertifikat eller, hvis ejercertifikat ikke er udstedt, hestepas. Relevante underskrifter fra sælger(-e) og køber(-e) skal forefindes ved anmodning om ejerskifte.
Krav om registrering af ejerskifte træder umiddelbart i kraft 1. januar 2010. Der er ikke nogen overgangsordning på dette område.
Pris for registrering af ejerskifte er kr. 95,- inkl. moms.
OBS! For P.R.E. heste gælder følgende: Har hesten et ejerskabskort, skal sælger og køber udfylde bagsiden inkl. dato og underskrift. Køber skal søge foreningen om ejerskifte og sende ejerskabskortet til stambogskontoret (se menuen ANCCE/BLANKETTER for mere info). Ejerskabskort skal altid sendes anbefalet, da det ikke må blive væk i posten!
Heste uden ejerskabskort: Her skal køber eller sælger søge foreningen om et ejerskabskort. Se mere info i menuen ANCCE/BLANKETTER.
4. Obligatorisk anmeldelse af døde dyr og destruktion af pas
Senest 30 dage efter en hests død skal det anmeldes.
For slagteheste sker anmeldelsen direkte fra slagteriet, mens den for aflivede
og selvdøde heste skal foretages af ejeren.
Hestens pas skal indsendes ved anmeldelse af død.
OBS! For P.R.E. heste skal du gøre følgende: Send passet anbefalet til stambogskontoret (se mere info i menuen ANCCE/BLANKETTER) sammen med en erklæring om årsag til hestens død og dato for død/aflivning.
5. Ny pasfarve til hidtil uregistrerede heste samt heste i ikke
EU-godkendte forbund
Fremover vil opdelingen på pasfarver være som følger:
Røde/bordeaux pas: Heste i hovedafsnittet i EU anerkendte
avlsforbund.
Blå pas: Heste i bilag i EU anerkendte avlsforbund eller
krydsninger, hvor som minimum far er godkendt af EU anerkendt avlsforbund.
Sorte pas: Renracede heste i EU anerkendte avlsforbund, hvor
far ikke er avlsgodkendt.
Lysegrønne pas: Alle andre heste.
Kilde: Landbrugsinfo.dk