|
FAQ
Hvad koster en P.R.E.?
Dette er et spørgsmål, som ofte dukker op. Man kan købe en P.R.E. i Spanien fra 20.000 kr. og opefter. Heste i den ”billige” ende er enten føl/plage/ungheste eller heste, som ikke har fulde papirer, har fejl eller ikke har nogen avlsværdi (steril hoppe/hingst, klaphingst osv.). For transport af hesten fra Spanien til Danmark skal du pålægge ca. 10.000 kr. Prisen for handelsundersøgelsen i Spanien varierer.
Prisen for en ikke-tilredet kåret hoppe eller hingst ligger typisk på mellem 55.000 - 80.000 kr. Prisen afhænger af, hvornår på året hesten bliver solgt! Hestene er ofte billigere om efteråret/vinteren. Farve og blodlinier har naturligvis også en stor indflydelse på prisen, ligesom fantastiske gangarter trykker prisen i vejret.
Viderekårede heste ligger i en højere prisklasse, og disse heste kan sælges for millioner! Som eksempel kan vi nævne en cremello farvet hingst, som blev nr. 3 til SICAB i 2005. Den gik for 315.000 EUR (2.362.500 kr.)
Jeg har købt en P.R.E. Skal den registreres? Og hvad gør jeg med papirer, hvis jeg vil avle?
Det er frivilligt, om ejere og avlere vil være medlemmer i foreningen. Alle bliver behandlet lige. Ikke-medlemmer skal dog betale et gebyr svarende til ét års A-medlemskab, hvis de vil have deres føl indskrevet eller få kåret en hest. Føllene er vigtige. De skal være indskrevet i stambogen, inden de er 6 måneder. Inden da skal de have indsat en microchip af ISO standard og aflevere en blodprøve til blodtypebestemmelse og DNA. Det er KUN foreningens dyrlæger godkendt af Spanien, som må microchippe føllene og tage blodprøve!!! Du skal altså ikke få din egen dyrlæge til at gøre det - medmindre han eller hun er en af de godkendte dyrlæger. Selvom du ikke er medlem, skal foreningen have oplysninger på nye P.R.E. heste i Danmark. Foreningen skal hvert år aflevere en status over P.R.E. heste i Danmark til Spanien. Det er udelukkende for at finde ud af, hvem der ejer hvilke heste, om hingsten i mellemtiden er blevet kastreret, eller hesten er død. Spanien bruger informationerne i deres database.
|