RACENS HISTORIE
Den rene spanske hesterace har altid været kendt under navnet Den Spanske Hest. Andalusien – den sydlige region i Spanien – var det område, hvor Den rene spanske hesterace havde sin vugge. Derfor blev
hesten kendt under navnet Andalusier eller Andalusian horse. Officielt er racens navn Pura Raza Española, Ren Spansk Race, i forkortelse P.R.E. og stadig populært kaldet Den Spanske Hest.
Konklusionen er fremkommet gennem en årelang proces af studier af de dokumenter, som vi har støttet os til. De fleste skribenter, der har beskrevet heste og hesteavl, har siden middelalderen og til i dag opfattet de spanske hesteracer som én race. Nogle skribenter har på grund af uvidenhed ment, at den spanske hest var flere forskellige racer. F.eks. blev krydsninger med travere (1), Friesere (2), Quarter (3) og andre kombinationer kaldt Den Andalusiske Hest.
Det er ikke usandsynligt, at disse skribenters uvidenhed har resulteret i, at hestefolk i dag har opfattet andre racer og krydsninger som vores race og har defineret den ægte vare som bastarder! Men denne forvirring har sin forklaring, når man bliver oplyst om, at fra gamle tider – inden ordet race fik sin nuværende betydning – blev hesten betegnet ud fra det område, hvor den kom fra. Det vil sige, at dengang blev en hest – uanset race – benævnt som en Andalusier, når den forlod området. Det gjaldt også for de heste, som var opdrættet der, så selv en engelsk fuldblod opdrættet i Andalusien og senere solgt til en anden region, blev benævnt som en Andalusisk Hest. Sådan fortsatte det. Kom en hest til Spanien fra Friesland, blev den betegnet som en Frieser, en napolitansk benævnt som en Napolitaner, en portugisisk som en Portugieser og så videre. I dag siger vi f.eks. stadig "jeg har købt en tysk hest" uden at specificere racen.
Navnet Den Spanske Hest stammer fra 1567, hvor Kong Felipe II (1527 - 1598) grundlagde et kongeligt stutteri med den begrundelse, at han bedre kunne tjene folkets interesser ved at forbedre den bestående Spanske Hest (4) gennem gode blodlinier.
Felipe II brugte gennem tiden grænseløse og ufattelige summer fra statskassen til stutteriet og måtte af den grund fremkomme med hundredvis af forklaringer for at retfærdiggøre sit store forbrug over for folket. Alle pengene gik til hans store passion – Den Rene Spanske Hesterace. Hans anstrengelser bar frugt, da han nåede frem til det eksteriør på racen, som man havde søgt efter i årtusinder. Dette eksteriør – eller morfologi – beskrives i dag af Simon de Atenas, Jenofonte og Columela i deres afhandlinger om emnet, som det mest egnede og passende til en hest.
Felipe II's kongelige stutteri blev bygget i Cordoba-provinsen. Borgmesteren, Fransisco Eraso, skrev et kgl. dekret den 28. april 1567. Francisco Zapata de Cisneros (5) fik til opgave at planlægge oprettelsen af stutteriet (6) og at udvælge jorder og græsning (7) til de 1.200 indkøbte hopper. Den 27. november blev der udbetalt 1.500 ducados til vedligeholdelse af hoppebestanden og 500 ducados til påbegyndelse af staldbygningerne (8). Fra stutteriet kom der snart de første resultater. Som det første var Reglementet for den Spanske Race i 1572, hvor man bl.a. omtaler, at om foråret brændemærker man sine føl. Indtil i dag er det er det udelukkende heste fra det Kgl. Stutteri, som bærer brændemærket – et kronet R. Dette mærke har været i brug op til i dag. En variation af brændemærket opstod, da Felipe II ville takke byen Cordoba for medvirken til stutteriets succes. Han satte et C rundt om det kronede R. Dette brændemærke blev også symbol på den ypperste kvalitet af de heste, der kom fra det kongelige stutteri (9). Derfor kan vi sige, at dette var det første brændemærke på den første hest af den Rene Spanske Race. Resultatet af dette projekt endte med at være så ekstraordinært, at disse heste aldrig blev tilladt at bedække hopper fra de kommunale stod, men blev holdt tilbage til privat brug af kongehuset eller givet som gave til kongelige eller aristokrater (10). Salg fandt kun sted som gunstbevisning og fungerede som frasortering af de fejlbehæftede heste.
Den spanske hest erobrede verden gennem sine fantastiske kvaliteter. Den var symbol på et imperium og samtidig fra en kultur, der havde frembragt, hvad hele verden higede efter: Den perfekte hest! Derfor blev racen på den tid officielt anerkendt og benævnt som Den Rene Spanske Race. For at bevare dens renhed oprettede man en stambog betegnet: Registro de Caballos Españoles y Hacas, der blev ført som den nutidige Spanske Stud-book for at kunne videreføre disse dyrs blodlinier og gener fra deres oprindelsestidspunkt, som ligger over 400 år tilbage.
Selv om det ligger gemt i tidens tåger, så bør vi ikke glemme, at det, der virkelig blev udvalgt for at vores race blev den mest eftertragtede, var dens skønhed, dens nobelhed og dens høje bevægelser, som adskiller den fra alle andre eksisterende racer.
Og det har gjort den til en hest, der er en konge værdig. Den er en aristokrat blandt heste!
Kildebetegnelse: 1: Se Cortes de Juan II af den 20. januar 1432, side 144, afsnit 34.
2: Optegnelse af Kgl. Kavaleri i Cordoba år 1586.
3: Rådet i Madrid, 9. maj 1528. Bekendtgørelse nr. 72 siger om traverne:"De bør være gode for at kunne komme i krig bevæbnet".
4: Kgl. dekret 28. april 1567 fra Fransisco Zapata de Cisneros.
5: Forud for dette blev udført af Conde de Barrachas.
6: Denne stald er i dag militærets hingstestation.
7: Imellem disse bør man påpege dem i Cordoba, La Vieja, Ribera, Alameda del Obispó, Las Pendolillas og Las Gamonosas.
8: Disse penge stammer fra de skatter fra saltminerne ved kysten og det indre Andalusien, som før tid blev frigivet fra skatkammeret i byen Cordoba, da budgettet blev overskredet.
9: Registeret for Den Spanske Hest og Hacas (kryds mellem P.R.E. og XX eller OX).
10: Af de spanske heste solgtes kun de fejlbehæftede. Priserne var så høje, at man for beløbet for salg af 8 fejlbehæftede heste kunne købe 30 brugbare heste af anden race til rytterne i militæret i Otán. Brev fra Juan Jerómino Tinti til Kong Felipe II, 1606.
(Teksten er fra bogen: Las Caballerizas reales de Cordoba – kongeligt anerkendt og privilegeret. Bogen er udkommet i 1999).
hesten kendt under navnet Andalusier eller Andalusian horse. Officielt er racens navn Pura Raza Española, Ren Spansk Race, i forkortelse P.R.E. og stadig populært kaldet Den Spanske Hest.
Konklusionen er fremkommet gennem en årelang proces af studier af de dokumenter, som vi har støttet os til. De fleste skribenter, der har beskrevet heste og hesteavl, har siden middelalderen og til i dag opfattet de spanske hesteracer som én race. Nogle skribenter har på grund af uvidenhed ment, at den spanske hest var flere forskellige racer. F.eks. blev krydsninger med travere (1), Friesere (2), Quarter (3) og andre kombinationer kaldt Den Andalusiske Hest.
Det er ikke usandsynligt, at disse skribenters uvidenhed har resulteret i, at hestefolk i dag har opfattet andre racer og krydsninger som vores race og har defineret den ægte vare som bastarder! Men denne forvirring har sin forklaring, når man bliver oplyst om, at fra gamle tider – inden ordet race fik sin nuværende betydning – blev hesten betegnet ud fra det område, hvor den kom fra. Det vil sige, at dengang blev en hest – uanset race – benævnt som en Andalusier, når den forlod området. Det gjaldt også for de heste, som var opdrættet der, så selv en engelsk fuldblod opdrættet i Andalusien og senere solgt til en anden region, blev benævnt som en Andalusisk Hest. Sådan fortsatte det. Kom en hest til Spanien fra Friesland, blev den betegnet som en Frieser, en napolitansk benævnt som en Napolitaner, en portugisisk som en Portugieser og så videre. I dag siger vi f.eks. stadig "jeg har købt en tysk hest" uden at specificere racen.
Navnet Den Spanske Hest stammer fra 1567, hvor Kong Felipe II (1527 - 1598) grundlagde et kongeligt stutteri med den begrundelse, at han bedre kunne tjene folkets interesser ved at forbedre den bestående Spanske Hest (4) gennem gode blodlinier.
Felipe II brugte gennem tiden grænseløse og ufattelige summer fra statskassen til stutteriet og måtte af den grund fremkomme med hundredvis af forklaringer for at retfærdiggøre sit store forbrug over for folket. Alle pengene gik til hans store passion – Den Rene Spanske Hesterace. Hans anstrengelser bar frugt, da han nåede frem til det eksteriør på racen, som man havde søgt efter i årtusinder. Dette eksteriør – eller morfologi – beskrives i dag af Simon de Atenas, Jenofonte og Columela i deres afhandlinger om emnet, som det mest egnede og passende til en hest.
Felipe II's kongelige stutteri blev bygget i Cordoba-provinsen. Borgmesteren, Fransisco Eraso, skrev et kgl. dekret den 28. april 1567. Francisco Zapata de Cisneros (5) fik til opgave at planlægge oprettelsen af stutteriet (6) og at udvælge jorder og græsning (7) til de 1.200 indkøbte hopper. Den 27. november blev der udbetalt 1.500 ducados til vedligeholdelse af hoppebestanden og 500 ducados til påbegyndelse af staldbygningerne (8). Fra stutteriet kom der snart de første resultater. Som det første var Reglementet for den Spanske Race i 1572, hvor man bl.a. omtaler, at om foråret brændemærker man sine føl. Indtil i dag er det er det udelukkende heste fra det Kgl. Stutteri, som bærer brændemærket – et kronet R. Dette mærke har været i brug op til i dag. En variation af brændemærket opstod, da Felipe II ville takke byen Cordoba for medvirken til stutteriets succes. Han satte et C rundt om det kronede R. Dette brændemærke blev også symbol på den ypperste kvalitet af de heste, der kom fra det kongelige stutteri (9). Derfor kan vi sige, at dette var det første brændemærke på den første hest af den Rene Spanske Race. Resultatet af dette projekt endte med at være så ekstraordinært, at disse heste aldrig blev tilladt at bedække hopper fra de kommunale stod, men blev holdt tilbage til privat brug af kongehuset eller givet som gave til kongelige eller aristokrater (10). Salg fandt kun sted som gunstbevisning og fungerede som frasortering af de fejlbehæftede heste.
Den spanske hest erobrede verden gennem sine fantastiske kvaliteter. Den var symbol på et imperium og samtidig fra en kultur, der havde frembragt, hvad hele verden higede efter: Den perfekte hest! Derfor blev racen på den tid officielt anerkendt og benævnt som Den Rene Spanske Race. For at bevare dens renhed oprettede man en stambog betegnet: Registro de Caballos Españoles y Hacas, der blev ført som den nutidige Spanske Stud-book for at kunne videreføre disse dyrs blodlinier og gener fra deres oprindelsestidspunkt, som ligger over 400 år tilbage.
Selv om det ligger gemt i tidens tåger, så bør vi ikke glemme, at det, der virkelig blev udvalgt for at vores race blev den mest eftertragtede, var dens skønhed, dens nobelhed og dens høje bevægelser, som adskiller den fra alle andre eksisterende racer.
Og det har gjort den til en hest, der er en konge værdig. Den er en aristokrat blandt heste!
Kildebetegnelse: 1: Se Cortes de Juan II af den 20. januar 1432, side 144, afsnit 34.
2: Optegnelse af Kgl. Kavaleri i Cordoba år 1586.
3: Rådet i Madrid, 9. maj 1528. Bekendtgørelse nr. 72 siger om traverne:"De bør være gode for at kunne komme i krig bevæbnet".
4: Kgl. dekret 28. april 1567 fra Fransisco Zapata de Cisneros.
5: Forud for dette blev udført af Conde de Barrachas.
6: Denne stald er i dag militærets hingstestation.
7: Imellem disse bør man påpege dem i Cordoba, La Vieja, Ribera, Alameda del Obispó, Las Pendolillas og Las Gamonosas.
8: Disse penge stammer fra de skatter fra saltminerne ved kysten og det indre Andalusien, som før tid blev frigivet fra skatkammeret i byen Cordoba, da budgettet blev overskredet.
9: Registeret for Den Spanske Hest og Hacas (kryds mellem P.R.E. og XX eller OX).
10: Af de spanske heste solgtes kun de fejlbehæftede. Priserne var så høje, at man for beløbet for salg af 8 fejlbehæftede heste kunne købe 30 brugbare heste af anden race til rytterne i militæret i Otán. Brev fra Juan Jerómino Tinti til Kong Felipe II, 1606.
(Teksten er fra bogen: Las Caballerizas reales de Cordoba – kongeligt anerkendt og privilegeret. Bogen er udkommet i 1999).
P.R.E. HESTEN I DANMARK
Hvornår den allerførste spanske hest kom til Danmark er lidt uvist. Dog er man sikker på, at hesten blev indført i mange europæiske lande af deres kongehuse og landets adel. Hestene på den tid (1500-tallet) blev betragtet som det ypperligste indenfor rideheste. De var så at sige adlens Rolls Royce! Hestene blev primært brugt til opvisninger, kvadrilleridning og til forædling af andre hestetyper. De blev også brugt i kavaleriet, da hesten havde alle de egenskaber, som var nødvendige for rytterens sikkerhed: De var hurtige, lærenemme og mange af øvelserne fra skolen over jorden blev brugt i krigssituationer. F.eks. kunne en capriole få hest og rytter sikkert ud af en omringning. En courbette, hvor hesten stejler højt og springer fremad, gjorde at rytteren var i sikkerhed for fjendens sværd, men stadig selv havde mulighed for at gøre skade på fjenden. Den spanske hest havde så mange kvaliteter, at man ønskede at bibeholde dem i den danske hestebestand. Resultatet blev de to danske hesteracer: Frederiksborgeren og Knabstrupperen.
Frederiksborgeren
Frederiksborgeren er opkaldt efter Kong Frederik II (1534 - 1588), som startede det Kongelige Stutteri ved sit ombyggede slot Frederiksborg Slot – tidligere Hillerødsholm. Frederik II var meget interesseret i avlen af disse heste, hvor han brugte den spanske hest som stamfader.
Frederiksborgeren
Frederiksborgeren er opkaldt efter Kong Frederik II (1534 - 1588), som startede det Kongelige Stutteri ved sit ombyggede slot Frederiksborg Slot – tidligere Hillerødsholm. Frederik II var meget interesseret i avlen af disse heste, hvor han brugte den spanske hest som stamfader.
Click here to edit.
Da Frederik II døde i 1588, kun 54 år gammel, overtog hans søn, Christian IV (1577-1648) videreudviklingen af Frederiksborgavlen. Christian IV er kendt for sine bygningsværker i København, som desværre også var årsagen til den slunkne pengekasse. Men han var også meget fascineret af heste, og han var en særdeles habil rytter. Han importerede flere spanske hingste til stutteriet for at forbedre avlen. Selv brugte han hingstene til ridebrug, og på flere malerier af Christian IV, rider han på en smuk, spansk hingst.
Dengang var der flere farvevariationer hos Frederiksborgeren – også de skimlede/hvide, og de var meget eftertragtede i kongehuset, hvor de blev brugt som køreheste til de kongelige kareter. Racen blev populær i hele Europa og blev benyttet som forædler på mange af de europæiske stutterier.
Dengang var der flere farvevariationer hos Frederiksborgeren – også de skimlede/hvide, og de var meget eftertragtede i kongehuset, hvor de blev brugt som køreheste til de kongelige kareter. Racen blev populær i hele Europa og blev benyttet som forædler på mange af de europæiske stutterier.
KNABSTRUPPEREN
Den spanske hest er også stamfader til Knabstrupperen, hvis oprindelse går tilbage til ca. 1671. I Danmark var der et stod spanske heste, som man kaldte Tigerhestene, og de var meget populære. Hestene var af kongelig avl, men avlen gik i stå omkring 1750, da det grå gen slog igennem på hestene. Først i 1812 fik man den karakteristiske farvekombination tilbage til racen igen. Ejeren af Knabstrupgård, Villars Lunn, anskaffede sig en hoppe fra en slagtermester Flæbe (heraf navnet Flæbe-hoppen). Hoppen var muligvis af spansk oprindelse, eftersom hoppen havde tilhørt en spansk adjudant, der var udstationeret i Danmark under Napoleonskrigen. Adjudanten solgte hoppen til slagtermesteren efter krigens afslutning.
Herefter lykkedes det at bibeholde Knabstrupperens plettede udseende, og hesten blev kendt for sit fyrige temperament og sin hurtighed.
Nyt spansk blod i Danmark
Det ebbede lige så stille ud med spanske heste i Danmark. Man havde fremavlet heste til det brug, man havde på det tidspunkt. Der skulle bruges svære heste til landbruget; stærke, smukke og udholdende heste til kørsel (både Frederiksborgere og Knabstruppere), og lige så stærke og udholdende heste til krig. Derefter kom industrialiseringen, og bilen erstattede langsomt hestens nødvendige tilstedeværelse. Langt op i 1900-tallet blev hesten fortsat brugt i landbruget, og den fik en kort renæssance under 2. verdenskrig, da benzinen blev rationeret.
Efterhånden blev hesten "Luksushest" – altså et ridedyr for fornøjelsens skyld, og også her begyndte man at eksperimentere med at fremavle en god ridehest med anlæg for både dressur og springning. Til dette blev primært brugt tyske hesteracer, og den spanske hest gik lige så stille i glemmebogen.
Men siden midten af 1990'erne steg interessen voldsomt i takt med, at de barokke hesteracer fandt hesteverdenens interesse igen.
I løbet af få år blev der etableret stutterier med avl af P.R.E.-heste, og i dag tæller bestanden ca. 550 heste. Det er både heste født i Danmark og importerede heste fra Spanien. Tallet stiger stadig, og fremtiden lover godt for den Spanske Hesterace i Danmark.
Herefter lykkedes det at bibeholde Knabstrupperens plettede udseende, og hesten blev kendt for sit fyrige temperament og sin hurtighed.
Nyt spansk blod i Danmark
Det ebbede lige så stille ud med spanske heste i Danmark. Man havde fremavlet heste til det brug, man havde på det tidspunkt. Der skulle bruges svære heste til landbruget; stærke, smukke og udholdende heste til kørsel (både Frederiksborgere og Knabstruppere), og lige så stærke og udholdende heste til krig. Derefter kom industrialiseringen, og bilen erstattede langsomt hestens nødvendige tilstedeværelse. Langt op i 1900-tallet blev hesten fortsat brugt i landbruget, og den fik en kort renæssance under 2. verdenskrig, da benzinen blev rationeret.
Efterhånden blev hesten "Luksushest" – altså et ridedyr for fornøjelsens skyld, og også her begyndte man at eksperimentere med at fremavle en god ridehest med anlæg for både dressur og springning. Til dette blev primært brugt tyske hesteracer, og den spanske hest gik lige så stille i glemmebogen.
Men siden midten af 1990'erne steg interessen voldsomt i takt med, at de barokke hesteracer fandt hesteverdenens interesse igen.
I løbet af få år blev der etableret stutterier med avl af P.R.E.-heste, og i dag tæller bestanden ca. 550 heste. Det er både heste født i Danmark og importerede heste fra Spanien. Tallet stiger stadig, og fremtiden lover godt for den Spanske Hesterace i Danmark.